lørdag, april 21, 2007

På tur med Folkeoplysningsudvalget lørdag den 21. april 2007 - Del II

Så er vi kommet til Folkeoplysningsudvalgets anden tur. Denne lørdag gik turen til Farum området, hvor vi skulle se nærmere på idrætsfaciliteterne i denne del af kommunen. Det gode vejr fra sidste lørdag fulgte os og et par nye tur-deltagere var kommet til.



Udgangspunktet var denne gang Farum Svømmehal.

Svømmehallen benyttes til institutions-og skolesvømning, pensionistsvømning, klubtræning samt træning af Team Danmark svømmere. Herudover besøges svømmehallen dagen igennem af et stort antal børn og voksne.



Det største bassin er 50 meter langt. Her er der både plads til svømning, vandgymnastik og leg. Har du mod på det, er der også vipper, rutschebane og en springplatform i 5 meters højde. Farum Svømmehal har også et 45 cm dybt børne-/soppebassin med legeudstyr til de mindste.


I den nye tilbygning er der etableret et 25 meter bassin, som anvendes af bl.a. Team Danmark svømmere og Farum Svømmeklubs elitesvømmere.


Hertil kommer et stort nyreformet bassin på 14x6m med integreret spa hvor ned-og opgangen i bassinet sker via en trappe. Bassinet er i tre forskellige niveauer, 1,10m og 1,30m samt yderligere en repos hvor dybden er 50 cm. Her holder den privatdrevne svømmeklub SwimMix til. I området er der også et terapibassin som ligger separat og afskærmet fra det andet bassin og er firkantet på 4,5x3,5m med stolelift og instruktørgrav.


Flere klubber holder til i Farum Svømmehal. Det er Farum Svømmeklub, Farum Familie Svøm og sportdykkerklubben Havbasserne. Alle tre klubber har eget klublokale i bygningen og man deles om et større rum når der er stævner, juleafslutning eller møder med mange deltagere. Der er flere store redskabsrum i svømmehallen, hvor man opbevarer udstyr til fælles brug samt aflåselige rum, hvor man kan opbevare eget udstyr.


I forbindelse med komplekset er der indrettet et motionsrum, hvor brugerne af huset har mulighed for at styrketræne.


Farum Boldklub holder også til i komplekset. Klubben har møderum og klublokale samt indtil flere omklædningsrum i de to forbindelsesgange. Ud over disse faciliteter har klubben eget klublokale på Stavnsholtvej i forbindelse med banerne ved Farum Arena. Der er baner ved svømmehallen, ved Farum Arena og ved Stenvadskolen.


Turen gik videre til fods til Farum Kampsportscenter, hvor karate klubben Farum Kyokushin og Farum Bokseklub hører til i egen bygning.


I bygningen har de en dejlig stor træningssal, redkabsrum, omklædningsrum, motionsrum, kontor og et rart klublokale.


Også Farum Squash Klub har egne træningsfaciliteter på Ryttergårdsvej.


I bygningen er der plads til 4 baner, omklædningsrum, kontor og et dejligt fællesrum.


Farum Tenninsklub holder til på begge sider af vejen. På den ene side ligger der 6 indendørs tennisbaner med alt hvad der tilhører. I hallens stueplan er der entre og foyer, teknikrum, toiletter, depotrum, omklædningsrum og motionsrum.


På første sal er der kontor og bestyrelseslokale, stor balkon med udsigt til bane 1, 2, 3 og 4 og billard. ”Sporvognen” er den indendørs fest- og hyggerum med køkken og automater med øl, vand og slik og bag ved det tv-stue med fodboldspil m.m. Alle indendørsbaner er hard court baner.



På den anden side af vejen finder vi udendørsanlægget, der hele sommeren danner rammen om klubbens mange aktiviteter med deres klubhus som det naturlige centrum. Her finder man baderum, toiletter, køkken og opholdsrum, automater med øl, vand og slik, booking systemet og ikke mindst opslagstavlerne, som hele sommeren er fuld af turneringsopslag, resultater m.m.


Udendørsanlægget består af 1 centercourt (grus) med tilskuerpladser, 9 grusbaner, 2 hard court baner, 2 minitennis baner og en moderne slagmur. Der er automatisk vanding af alle grusbaner og der er lysanlæg på samtlige baner.


Det var nok om idrætsfaciliteterne på Ryttergårdsvej, og vi tog derfor en tur på landet.


Langt ude på landet …. og alligevel tæt på byen …. finder vi en af ”De Blå Spejderes” hytter ude ved Hestetangshuse på Skovhegnet nr. 20. Et dejligt hus, der nok mest af alt trænger til et nyt tag.


Indvendig er det indrettet som så mange spejderhytter med grupperum og en dejlig fælles stue med pejs. Umiddelbart et sundt hus … men det er det spejderhus som er i den dårligste fatning i Farum. Der er nu dejligt på landet.



Tilbage igen. Midt inde i Farum Midtpunkt finder vi Bybækskolen og den store skolegymnastiksal, som benyttes af en badmintonklub og af Farum Volleyball Klub. Her fik vi en levende beretning om volley-klubbens udvikling de senere år og om kids-volley især. Godt gået, drenge.


Volley-klubben har eget klublokale på skolen.


Farum Badmintonklub holder til i Stenvadhallen, som er klubbens egen hal.


Der er 10 baner med gode omklædningsfaciliteter og et motionsrum.



Klubben har også et rigtig dejligt cafeteria-område samt klublokaler i hallen.

Australsk fodbold hører også til i området ved Stenvadhallen. Farum Cats har eget klubhus på banerne, som også benyttes af Farum Boldklub.


Farum Arena er et kompleks med flere haller i forskudte plan. En række klubber holder til her: RulNord, Farum Gymnastikforening, Farum Håndboldklub, Farum Basket og Farum Bordtennis. Der er omklædningsfaciliteter, cafeteria, motionsrum og klublokaler med mere i komplekset.


Den store gymnastiksal, hvor såvel gymnastik som bakset og de andre klubber har tider.


Her er vi på besøg i Farum Gymnastikforenings lokale. Håndbold har et tilsvarende lokale helt for sig selv.


I kælderen under den lille gymnastiksal finder vi bordtennis. Her er der normalt en fast opstilling med 6-8 borde.


Basketklubben og RulNord deler dette store rum som klublokale.


Der var gang i dansen i den store hal.





Furesøbad var sidste stop på turen. Her besøgte vi Sejlklubben, Roklubben og Windsurferklubben. Kano og Kajakklubben Nord holder også til her.


Sejlklubben har nogle dejlige lokaler, men det kan være vanskeligt at tørre sejl i rummet, da der også skal være plads til et par gummibåde.


Både sejlklubben og roklubben har et dejligt klublokale med en fælles terrasse, hvor udsigten over Furesøen nok ikke fås meget bedre.


Windsurfer klubben holder til i baggården, hvor der er opstillet containere til deres udstyr.




Klubben har et dejligt klubhus, som ligger lige ud til strandarealet.



I Roklubbens lokaler finder vi også romaskiner – såvel mekaniske som den traditionelle med vandgrav.


Landsholdet med ”guld-fireren” var på besøg og skulle netop i vandet.


Der var travlhed ved Furesøbad. Bådene skulle i vandet og klargøres til den nye sæson. Vores tur slutter her og vi gjorde status på dagens og dagenes indtryk.


Tak til alle de frivillige ledere vi mødte på vores vej og for traktementerne undervejs.

Ingen kommentarer: